Jeg har modtaget stafetten fra Lene Rommel, og da temaet i dette blad er sex og gigt, vil jeg skrive lidt om mine tanker og erfaringer omkring mit liv med gigt som single og med kæreste.

Jeg fik diagnosen kronisk leddegigt, da jeg var ca. 20 år. Det var utrolig svært at acceptere og ændre sin måde at leve på. Jeg var jo vant til at gå i byen og til fester som den friske, sporty pige, der udadtil havde styr på tingene. Når jeg tænker tilbage, kunne jeg nok ha' sparret mig selv for mange ærgrelser, men nogle siger, at man lærer af sine fejl, og det har de til et vist punkt nok ret i. Det er vigtigt for mig også at huske på, at jeg nok ikke havde haft lige så mange sjove oplevelser, hvis jeg ikke bare havde kastet mig ud i dem, selv om de også gav mig nogle "hak i tuden" og kostede mig en del flere kræfter, end hvis jeg ikke havde gigt.

Superwoman
Efterhånden som årene gik, blev min gigt mere og mere dominerende. Jeg har ikke tal på, hvor mange byture og fester, jeg har forsøgt at lade som ingenting, bare tage et par piller og håbe på det bedste, ret naivt kan jeg se nu!

Når jeg så mødte en potentiel kæreste, var det jo ikke den helt ægte og ærlige pige, han lærte at kende, for jeg var så forhippet på, at han jo skulle lære MIG at kende og ikke hende med gigten. Når det så blev hverdag, var det svært lige pludselig at skulle forklare, hvorfor der nu var lukket for det "varme vand" flere dage i træk, og det slet ikke havde noget med ham at gøre, jeg havde bare så forbandet ondt, da jeg lissom havde leget superwoman den foregående weekend. Der var ikke nogen forhold, der holdt særligt længe, og det gik hårdt ud over selvtilliden. Indimellem tænkte jeg, at der var noget helt galt med mig, når jeg ikke kunne få et eneste forhold til at fungere, og efterhånden nærmede jeg mig de 30 år…uhadada.. havde jeg mon fået den berygtede 30-årskrise?

Vendepunkt
Så skete der noget, der ændrede mit liv. - Jeg havde gennem en årrække gennemført min kontoruddannelse, været på rygsæksrejse, taget en videregående uddannelse, og i forbindelse med den var jeg i udlandet ca. 1 år. Derefter kæmpede jeg for at passe et fuldtidsjob, samtidig med at gigten blev værre og værre. Umiddelbart lyder det jo som et sundt liv for en pige på min alder, men det var gigten altså ikke helt enig i. En dag på arbejdet lukkede mit system helt ned! Jeg havde kørt mig selv for hårdt for længe. Meget kort fortalt havde jeg fået en svær depression, gik sygemeldt i lidt over 1½ år, fik psykologhjælp og den dag i dag betragter jeg den periode af mit liv som et vendepunkt. En opvågning! År 0!

Jeg fik efter en lang kamp med systemet bevilling til fleksjob, fandt mig et godt fleksjob på 20 timer om ugen og ved hjælp af en del besøg hos psykologen og kontakt med andre unge i FNUG, fik jeg indrettet mit liv, så jeg selv kunne følge med og lærte, at man godt kan ha' et godt liv med gigt, imens man er ung.

Efter at ha været "den evige single" det meste af mit unge liv, har jeg nu fundet en rigtig sød kæreste : Det hjalp, at jeg var ærlig overfor ham fra dag 1. Jeg tror kodeordet er ærlighed, både overfor mig selv og mine omgivelser. Vi bor nu sammen og planlægger at få et barn. Det kræver meget tolerance, kommunikation og ærlighed hele tiden fra os begge to.

Ressourcekrævende
Det er svært at skabe balance imellem, at ens kæreste skal være hjælper og elsker. Jeg skal stadig vænne mig til, at han skal hjælpe mig samtidig med, at jeg prøver at føle mig sexet. I perioder kniber det med at holde gang i sexlivet pga. smerter og mangel på energi fra min side. Nogle gange tør jeg ikke lave nogen udskejelser på lagnet, hvis jeg skal noget vigtigt næste dag, af frygt for at få for mange smerter. Så kan jeg føle mig egoistisk, få dårlig samvittighed og føle mig utilstrækkelig. Indimellem tænker jeg, at han ville få det meget bedre med en rask kæreste. Men så bliver jeg jo glad, når han overbeviser mig om, at selv om det da er irriterende, er det mig han elsker og vil være sammen med.

De perioder hvor jeg ikke er så god til at huske at være vågen og få meldt ud, hvordan jeg har det, afventer han, at jeg nærmest skal give tilladelse til noget som helst seksuelt i frygt for at gøre mig ondt fysisk. Derfor er det vigtigt for vores forhold, at jeg er bevidst om min krop og melder ud, hvilket stadie vi nu er på i dag, men jeg synes, det er svært og ret ressourcekrævende at skulle være så åben altid.
I de dårlige gigtperioder synes jeg, vi alligevel er gode til at være tætte og udtrykke vores kærlighed til hinanden. Bare at ligge tæt op ad hinanden og nusse og snakke er også guld værd!