Hvad er arbejde?
Af Katja Foss Hansen

I sidste FNUG-Blad valgte Connie Andersen at give FNUG-Stafetten videre til mig. Emnet var arbejde. Men hvor starter man, hvad skal med og hvor meget? Jeg vil starte med:

Hvad er ”arbejde”?
Arbejde er noget man får penge for, noget man skal for at opnå et eller andet. Noget man gør – næsten - hver dag. Men arbejde er også glæde, noget man har lyst til at gøre, noget der giver én identitet. For mig er det ”at arbejde” – og ”at have et arbejde” - utrolig vigtigt. Vigtigt for mig og min identitet med et arbejde, som betyder noget for mig. Jeg vil føle, at der er brug for mig, og at jeg har noget at give andre.

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Jeg har levet med min gigtsygdom, siden jeg var 1½ år gammel (er nu 28). Derfor har hele mit skoleforløb været præget af op – og nedture i forbindelse med gigten. Men mit skoleforløb har så sandelig også været præget af det at være et ganske almindeligt barn, teenager og ungt menneske.

Leddegigten har uden tvivl været med til at bestemme, hvad jeg skulle blive til, ”når jeg blev stor”. Da jeg var helt lille, havde jeg en drøm om at blive politimand. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det havde jeg nok ikke fysikken til – for selv en snegl ville kunne overhale mig i løb på vejen.

Jeg er for nylig faldet over mine gamle ”venindebøger”, hvor man skrev alverdens ting og sager om sig selv og sine venner. Igennem tiden har jeg nu kunnet læse, at jeg har haft ønsker om at blive lægesekretær, og da det med at blive politimand ikke rigtig duede -jamen så var det da nærliggende at blive politisekretær! Da jeg var omkring de 11 år, var jeg helt vild med at skrive, så jeg skrev den ene kriminovelle efter den anden og var på det tidspunkt fast besluttet på, at jeg ville være forfatter…. (Den drøm har jeg nok stadig) og siden blev forfatterdrømmene skiftet ud med et ønske om at blive journalist.

Hvad kan jeg blive?
Med tiden bliver man mere realistisk i sine drømme, og man skal jo også træffe nogle valg. ”Hvad kan jeg blive” er et spørgsmål alle stiller sig selv. Hvad enten man har gigt eller ej, er det et enormt svært spørgsmål, der kræver masser af overvejelser. Selvfølgelig spiller gigten en stor rolle i det valg.

Efter endt HF-eksamen valgte jeg at tage på højskole i 8 måneder for at prøve nogle forskellige ting og finde ud af, hvor mine interesser mest lå. På det tidspunkt var jeg fortsat fast besluttet på, at jeg ville være journalist, for jeg ville arbejde med sproget, og jeg elskede stadig at skrive.

På højskolen valgte jeg derfor journalistlinjen og prøvede det på alle leder og kanter… Men jeg fandt ikke gejsten. Det var ikke det, jeg ville. At skulle skrive om ting, som jeg ikke selv valgte, synes jeg var direkte kedeligt. Godt, at jeg fandt ud af det på den måde og ikke brugte flere år på at prøve på at komme ind på Journalisthøjskolen.

Til gengæld var der på Højskolen et fag, der hed PSU (Politik, Samfund og Undervisning). Det var et fag, der kom vidt omkring. - Og pludselig slog lynet ned. Det stod en dag helt klart for mig: ”Jeg vil være folkeskolelærer!” Det var godt nok noget af det sidste, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle blive – for min far er lærer, og jeg havde da ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle følge i hans fodspor. Men sådan blev det. Jeg kunne i dette arbejde kombinere min sproglige side samtidig med, at jeg også kunne arbejde med børn, som egentlig også altid har sagt mig utrolig meget.

I skole igen…
I dag er det 8 år siden, at jeg startede på lærerseminariet. Jeg tog uddannelsen under revalidering, så jeg ikke skulle bekymre mig om den økonomiske side af sagen. Under uddannelsen blev jeg pga. gigten opereret et par gange, og i 1997 fik jeg min første invalidebil, som var medvirkende til, at jeg næsten blev færdig på normeret tid. I januar 2001 blev jeg så færdigudannet folkeskolelærer med dansk og billedkunst som linjefag.

Som 25-årig havde jeg aldrig haft et ”rigtigt” arbejde. Jeg var meget opsat på, at jeg skulle kunne klare mig selv. Jeg ville prøve at arbejde på fuld tid. Jeg startede som tilkaldevikar – noget som kan give enhver masser af hår på brystet – og det tror jeg også, at jeg fik.

Efter sommerferien fik jeg en 1-årig stilling som folkeskolelærer. Jeg skulle være med til at starte en 1. klasse op og have dem i dansk, kristendom og billedkunst. Glæden ville ingen ende tage og det var med bankende hjerte, at jeg mødte op 1. skoledag sammen med alle de små fine børn i deres nye klæder (ligeså var jeg), nyklippet hår og sommerbrune ben i små fine sandaler.

Jeg blev hurtigt klar over, at selvom det var jordens bedste klasse, var trapperne på skolen uoverstigelige, afstanden til skolen for stor og arbejdstiden uoverskuelig. Jeg var så træt, når jeg kom hjem, havde intet overskud, og jeg fik mere og mere ondt samtidig med, at jeg fik den ene luftvejsinfektion efter den anden – mit i forvejen dårlige immunforsvar røg helt i bund. I februar 2002 begyndte jeg at søge om fleksjob. Jeg vidste, hvor meget jeg kunne klare at arbejde og håbede på, at min kommune ville hjælpe mig. Skoleåret sluttede – og jeg måtte sige farvel til min elskede klasse.

Afslag på fleksjob
Jeg stod nu uden arbejde, uden fleksjob og uden sikkerhedsnet – andet end dagpenge fra a-kassen. Fleksjobbet fik jeg afslag på bla. med den begrundelse, at der ikke findes et mere skånsomt erhverv end at være skolelærer! Tag lige den, du!

Det fik min fagforening (Danmarks Lærerforening) på barrikaderne! De gjorde, hvad de kunne. Vi ankede. Imens gik jeg ledig i et halvt år. Først var det meget rart. Jeg kunne gøre, hvad der passede mig, når det passede mig. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke egnede mig til det. Der skete for lidt, og det blev hurtigt for kedeligt. Jeg havde intet formål med hverdagen – andet end at passe mig selv og sørge for min kæreste og hund. Det var jo ikke et ”arbejde” - for mig.

Pseudo-job
I marts 2003 kom skulle jeg i jobtræning for at afklare, hvor mange timer, jeg kunne arbejde. Jobtræningen var ikke sjov. Jeg havde jo arbejdet. Hvorfor skulle jeg så trænes?

Jeg følte mig som en hund i et spil kegler. Jeg skulle bare være ekstra ressource i en 1. og 2. klasse, da man i jobtræning ikke må gå ind og overtage andres arbejde. Det var rart nok at være sammen med børn og kolleger igen - men ansvaret manglede. Det var et pseudo-job.

Jeg begyndte at tvivle på, om det var det rette valg, jeg havde truffet. Ville jeg overhovedet være lærer? Orkede jeg alt det for at få et fleksjob? Kunne jeg ikke lave noget andet, som krævede mindre af mig, men som også ville give mig meget mindre igen? NEJ - Jeg skulle være lærer - koste hvad det ville.

Det rigtige valg
I sommeren 2003 blev jeg tilbudt et RIGTIGT arbejde. Jeg var så heldig at finde noget på nedsat tid – det svarede til 24,000/37,000 timer med 13 undervisningstimer pr. uge. Det var drømmen - igen i min EGEN 1. klasse som dansk- og klasselærer. Det kunne ikke blive bedre!

Endelig kom ansvaret, glæden, gejsten og gnisten tilbage. Jeg forstod, at det virkelig var det, jeg ville. Jeg synes bare, at det var dybt uretfærdigt, at jeg skulle knokle så meget for så lidt i løn. Selvfølgelig er penge ikke det vigtigste, hvis man er glad for det, man laver. Men man skal også kunne leve af det og have det rart.

Jeg ved, at jeg er meget pligtopfyldende. Det kommer måske, når man haft gigt i mange år: når fysikken ikke slår til, så må man da bruge hovedet og vise, at man kan lige så meget som andre. Jeg har været nødt til at erkende, at jeg ikke kommer til at bestride et arbejde på fuld tid. Min pligtopfyldenhed gør, at jeg ville arbejde mig en pukkel til. Det ville ikke være rimeligt, hverken for mig eller mine omgivelser. Netop fordi, jeg er så pligtopfyldende og giver mig selv 100%, synes jeg ikke, at jeg skal straffes økonomisk ved ikke at få fuld løn for det arbejde, jeg udfører. Jeg mener, at jeg er blevet ”straffet” nok ved at have en smertefuld kronisk sygdom.

Jeg gik derfor igen i gang med - sammen med min fagforening – at søge om fleksjob. Jeg havde skrevet dagbog under min jobtræning, og det fremgik tydeligt, hvor mange timer, jeg kunne klare at arbejde.

Endelig fleksjob
Efter næsten 2 års kamp kom der svar. Første mandag i det nye år 2004 ringede min sagsbehandler og sagde, at fleksjobbet faktisk var bevilliget. Det ville træde i kraft 1 januar 2004. I slutningen af marts er de endelige detaljer ikke helt på plads, for der er så meget papirarbejde, der skal være i orden. Men at få vished om at min fremtid er sikret – både arbejdsmæssigt og økonomisk, det giver mig virkelig en ro. Jeg kan koncentrere mig om det, jeg er uddannet til: at arbejde og tage mig af nogle søde børn, som giver mig enormt meget. For mig er arbejde mening. Noget at stå op til. Noget at leve for.