U-landsarbejde

En anden tidsalder... - 2
af Tina M.-L. Mortensen

I sidste nummer af FNUG-Bladet kunne du læse begyndelsen af Tinas historie om turen til Nepal. Vi slap Tina på vej til en ceremoni, hvor hun var blevet bedt om at overrække nogle priser...

...Neil og jeg tog straks af sted med vores chauffør til en gammel bydel, hvor vi fik set en masse flotte templer, inden det hele skulle begynde. Da vi kom ind på pladsen mellem templerne, blev vi overrasket af en enorm mængde af mennesker. Vi gættede på, at der var 2.000 siddende op ad de gamle bygninger. Der var masser af lys. Især omkring scenen selvfølgelig - og ledninger alle steder til de mange projektører og kameraer. Med det samme jeg kom ind flyttede alle menneskene sig, og viste mig vej frem til scenen.
Jeg ville til at forklare, hvem jeg var. Men de smilede bare stort og sagde, at de vidste godt, hvem jeg var og viste mig op til en meget fin stol midt foran scenen. Som jeg i øvrigt ikke ville sidde i. Det var sådan en lænestol, der var utrolig lav og ikke særlig komfortabel for mig med alle dens puder. Jeg blev siddende i min kørestol og Neil satte sig ved siden af. Her sad vi så og sad og sad.

Vi ventede så længe, at det blev aften og de 21 grader blev til 7 grader. Til sidst måtte jeg tage min store skijakke udenpå mit sommertøj. Det var træls, for jeg havde klædt mig pænt på pga. dagens begivenhed. Det endte også med både skisokker i sandalerne og uldbukser under min nederdel. Til gengæld trøstede jeg mig med, at man i det mindste kunne se mit ansigt, og at jeg stadig havde mit hår frit. Dvs. lige indtil at en-eller-anden meget ydmyg lille nepaleser kom og bandt et tørklæde omkring panden og over mit hår. Og så oven i købet med et stort invalidesymbol midt imellem brikkerne. Neil grinede, så han var helt blå i hovedet - lige til han selv fik et på. Gæt hvem, der så grinede højest?!

Pris og hurlumhej
Endelig var der ved at ske noget nyt i stedet for alle talerne på scenen. Nu skulle der snart overrækkes priser. Ham der havde ledet det hele oppe på scenen med dans og taler sagde, at nu blev nogle nok overrasket.

For nogle af de folk, der skulle komme og overrække priser, skulle komme op til ham på scenen og modtage priser for deres store hjælp ved Action Asia. Han kaldte så nogle op. Og der kom flere taler og pludselig kalder han mig op. Jeg var slet ikke klar. Jeg havde tænkt, at jeg kunne begynde så småt at få strakt benene ud, når prismodtagerne i kørestol begyndte at line op. Så jeg fik travlt med at komme derop.

Jeg kæmpede bravt iført min "fine" mundering op ad den lille stejle og vakkelvorne trappe. Neil skubbede ihærdigt bagpå og en mand hev i mig oppe fra scenen og folk jublede. Jeg synes, det var vildt pinligt. Jeg ville gerne have hoppet derop som en gazelle. Særligt nu jeg ikke så særlig vaks ud, var det mig yderst magtpåliggende i det mindste at virke lidt frisk og smart. Da jeg kom derop, fik jeg en præmie og et diplom, mens manden fortalte om mit arbejde for folk med handicap i Danmark og i Nepal. Jeg var så rystet over turen op ad trappen og al hurlumhejet, at først efter jeg havde stået der som en anden tåbe, fandt ud af, at jeg havde fået en pris selv - og at jeg sådan set godt måtte daffe ned igen.

Ægteskabstilbud og forvirring
Lettere forvirret sad jeg og ventede nogen tid, inden jeg skulle op igen. Denne gang for at dele priser ud til kørestolsbrugerne. Bagefter skulle der tages billeder, udveksles håndtryk og høflighedsfraser - og tages billeder igen. Midt i det hele sagde chefen for Siemens, der var en af hovedsponsorerne, at de godt ville støtte noget af arbejdet, der skulle gøres for folk med handicap. En meget fin midaldrende dame jagtede og bebudede højt, at hun elskede mig. En ung fyr ville giftes med mig, og en ældre ville have mit visitkort - for en gangs skyld!

Det hele forekom mig meget mærkeligt. Jeg tænkte bare på at komme tilbage på hotellet og få noget at spise efter mange timer uden mad. Inden vi nåede så langt, skulle vi lige igennem en militærblokade, der ikke kunne forstå, hvorfor vi var ude så sent. Jeg måtte vise min præmie frem og mit efterhånden lidt stivnede smil.

På jagt efter Tina
Da vi kom op på hotellet, stod der 2 mænd i foyeren og ville snakke med mig. Jeg fik hurtigt snakket med den ene og sendt ham hjem, og den anden inviterede jeg ind i restauranten på hotellet, så vi kunne spise, mens han fortalte mig, hvad han ville. Tænk sig, denne mand sad i kørestol og havde rejst 2 timer i en bus (hvordan det så kunne lade sig gøre i et land som Nepal?) og havde ventet i 3-4 timer på, at jeg skulle komme tilbage til hotellet. Han havde læst om mig i Kathmandu Post og ville gerne mødes med mig. Så han havde spurgt omkring i byen med 1.000.000 indbyggere, hvor hende den rige hvide kvinde i kørestol boede. Imponerende og frustrerende. For vi kunne ikke andet end høre på ham, tage imod hans gaver og give ham lidt at spise og så bare sende ham hjem igen.

Nepalesisk forlovelse
En anden stor og meget personlig oplevelse jeg havde dernede, var én af de sidste dage, inden vi skulle hjem. Den dag blev Neil og jeg i al hemmelighed forlovet. Neil havde friet til mig få dage før, vi tog fra Danmark, og vi besluttede, at vi ville købe ringene i Nepal. Det blev ganske, som vi håbede på noget meget særligt for os. Vi var ved at sprænges til sidst om aftenen, da vi sad på restaurant med NAPD (National Association of the Physical Disabled - Nepal (NAPD-Nepal)). Men vi havde konkurreret om hvem af os, der kunne tie længst tid med det. Neil viftede vildt med sin finger, og til sidst sagde vi det. Det var sjovt at opleve, så glade de her forholdsvise fremmede mennesker blev på vore vegne. Det blev en særlig fin aften med mange minder, som vi sad der og spiste med flotte danseshows i baggrunden.

Det var skægt at opleve, at de derefter tiltalte Neil på en helt anden måde. Dernede snakker man nemlig ikke højt om, at man har en kæreste. Derimod er det helt anderledes, hvis man er gift, og åbenbart også, hvis man er forlovet. Neil blev herefter spurgt meget mere om ting og involveret mere i, hvad der foregik. Det var dejligt at opleve, for jeg havde været lidt spændt på det. Jeg havde hørt, at de mest tiltaler mændene, og havde spekuleret over, hvordan det ville være, når nu Neil ikke selv havde et handicap, og måske så ikke kunne snakke med på den samme måde.

Da jeg herhjemme undersøgte de organisationer, vi skulle besøge, havde jeg fortalt Neil lidt om dem også. Det fungerede godt. Han kom med nogle spørgsmål og blev også taget fint imod. Så jeg havde ikke tænkt på, at det kunne være bedre og mere end det, før efter den aften, hvor han lige steg i graderne. Det er også noget, jeg vil huske en anden gang. Det er godt for mig at være informeret, inden jeg møder nye organisationer. Jeg er også glad for, at jeg fik skrevet lidt til NAPD om, hvem vi var - og at Neil var min partner og ikke "bare" hjælper. For det gør jo nok også en naturlig forskel på hvor meget, han vil involveres og bliver det.

Danmark i et andet lys
Alt, der er så anderledes, er netop også så fascinerende ved at få lov til at opleve et andet land. Alle de ting, de må kæmpe hårdt for, som de færreste europæere tænker på, de har. Det er ret utroligt. Næste gang jeg klager over, at de danske uddannelsessteder har trapper, vil jeg også sende en tanke til alle de mennesker, der skal klatre op på et bjerg med deres barn på ryggen hver dag for at få undervisning.

Ikke at vi ikke skal ændre tingene i Danmark. Men jeg tror også, det er vigtigt, at vi gør vores til, at andre mennesker med handicap får en håndsrækning i de lande, der ikke er så heldigt stillede som os. Men det er svært at sammenligne 2 lande med så forskellig infrastruktur.
Det var meget underligt for mig at skulle hjælpe med en workshop omkring tilgængelighed i et land, jeg ikke anede noget om. Jeg vidste slet ikke, hvad man kunne gøre. Jeg kunne slet ikke se, at jeg kunne gøre noget. Det var som om, NAPD regnede med, at jeg lige kom derned, skruede en workshop sammen, inviterede bygningsministre, og så var det det. Men så nemt er det jo ikke. Vi arbejde i flere måneder via e-mails på at få det struktureret. Jeg var meget nervøs for, at de ikke havde tingene i orden, og at de ikke tænkte på, at der skulle følges kraftigt op på de ting, der blev sat i gang.

Mangel på tolkning
Men ved selve workshoppen virkede det dog meget fornemt. De havde dækket og pyntet fint op på det hotel, vi havde booket. Der var masser af mad og drikke til folk. Og materialet var i orden. Der gik dog det galt, at deres tolke ikke var gode nok. De talte enten for dårligt engelsk eller også oversatte de slet ikke. Så når jeg spurgte om noget til de forskellige indlæg eller debatter, var det med fare for, at de havde snakket om det. Selve konklusionen på hvordan og hvad, der nu skal gøres fremover for folk med handicap i Nepal, fik jeg heller ikke. Men det vigtigste var i orden. De havde en utrolig gejst og viste mig, at de ville dette her seriøst. De havde forberedt en struktureret plan for fremtiden, som jeg havde bedt dem om. Og den havde de vist fået fremlagt på workshoppen. Men det er svært at sidde på sidelinjen og ikke kunne følge helt med i et projekt, man har brugt så lang tid på.

Måske skulle jeg lige her til sidst nævne, at det med turen ganske vist var hårdt, men jeg overlevede, som den kvikke nok har gættet. Heldigvis kunne vi få 3 flysæder til deling mellem os. Så gik det bedre, fordi der var mere plads til, at jeg kunne strække mig ud.

Toiletbesøgene havde jeg forberedt mig på med medbragte danske mælkekartoner, som jeg så kunne bruge til at tisse i, hvis jeg fandt det for svært med hullet i jorden. Men dem brugte jeg nu sjældent. Det er en af de gode ting ved også at være nødt til at stå op over danske toiletter, da de ofte er for lave. Så vænner man sig til den ting, og bliver bedre til at ramme!

Hjælp og god planlægning
Jeg kunne forestille mig, at andre som jeg sidder og tænker på det med den praktiske hjælp. DSI (De Samvirkende Invalideorganisationer) kan hjælpe med aflønningen af ens hjælper, hvis man ikke selv kan få det betalt. Det er også DSI, der betaler alle ens rejseudgifter, forsikringer, logi og lommepenge, der sagtens kan dække udgifter til mad i de fleste u-lande. En af de gode ting ved at rejse med DSI er netop, at de spørger meget til den praktiske hjælp. Tit er der også andre fra DSI, der har været i det pågældende land, så de kan råde og vejlede én. Det er vigtigt at vide, at man bestemt ikke bliver sendt ud på egen hånd eller for egen regning.

Det er fint, at man på den måde får sorteret praktiske bekymringer fra, og i stedet kan bruge energien på den opgave, man har i u-landet.