Tilgængelighed – hvor svært skal det være?

Redaktionsgruppen har længe haft ønske om at begynde en stafet. FNUG-Stafetten kendetegnes ved, at en person skriver et indlæg i FNUG-Bladet, og denne person vil slutte sit indlæg af med at give stafetten videre til en anden person med ønske om, at denne stafetmodtager skal skrive om et bestemt emne i næste FNUG-Blad, hvorefter denne skribent vælger en ny stafetmodtager osv.

Stafetten skydes i gang af Connie Andersen, der har valgt at skrive om en af sine kæpheste – tilgængelighed.

”Det er omgivelserne, der minder mig om, at jeg har gigt!” Sådan sagde en af de FNUG’ere, jeg har lært mest af engang til mig. Hun talte både om, at det var folks manglende forståelse, der gjorde hende opmærksom på gigten, men også at det ofte var fysiske rammer, der satte begrænsninger og gjorde hverdagen genstridig.

Hvorfor så svært?
Jeg tænker ofte på det, og jeg gentager tit sætningen i samtaler med andre. For mig er manglende fysisk tilgængelighed et af de største problemer ved at have gigt.

Når jeg f.eks. går i butikker, minder høje trin, trapper uden gelænder, tonstunge døre, træk-nummer-knapper, der er umulige at trykke ned, lave og glatte bænke uden armlæn og andre forhindringer mig om, at jeg har nogle fysiske begrænsninger. Men hvorfor skal det være så svært?

Gennem mit arbejde i Gigtforeningen er jeg efterhånden blevet involveret en del i tilgængelighed, og selvom vi måske er godt med i Danmark i nogle henseender, så er der stadig lang vej igen, før samfundet er ”rummeligt”, som det ellers så smukt hedder med en politisk parole.

Paradoks
For nylig blev jeg gjort opmærksom på et paradoks, der – om end lidt populært – taler sit eget sprog: I USA er samfundet stort set alle steder indrettet tilgængeligt for kørestolsbrugere – til gengæld er det næsten umuligt for handicappede at få bevilget en kørestol. I Danmark er det temmelig let at få bevilget en kørestol, til gengæld er den næsten umulig at bruge i det danske samfund!

I 2003 var det Internationalt handicapår. Og jo, der var da enkelte tiltag, der kunne sætte fokus på dette område. Men ville det ikke have været en flot politisk indsats, om regeringen havde krævet fuld tilgængelighed til byggeri i Danmark – ved lov! De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) har sammen med Dansk Standard og Dansk Center for Tilgængelighed opstillet en standard for tilgængelighed til byggeri. Denne standard – kaldet DS 3028 – indeholder mindstekrav til f.eks. handicaptoiletter, højde på trin, gelænderbredde, maksimum kraft til åbning af døre, rampehældninger og millioner af andre ting.

Krav om lovgivning
Hvis det danske folketing havde gjort denne standard retligt bindende og til en del af byggeloven ville det være så godt som umuligt at komme uden om disse krav ved nybyggeri og ombygninger. Som det er nu, er det alt for nemt at slippe uden om, og forsætte kursen med kommunekontorer, biblioteker, restauranter mv, der ikke kan – eller kun med besvær kan - benyttes af handicappede.

Der er masser af gode eksempler at tage af. For blot at nævne et, så er ombygningen af Det Kongelige Teaters Stærekasse et flot eksempel på, at en eksisterende bygning kan gøres tilgængelig og samtidig være smuk og brugbar for alle grupper af mennesker.

Og sidst men ikke mindst skal man huske, at god, brugbar tilgængelighed ikke kun er en nødvendighed for mennesker med handicap – det er også en stor fordel for mennesker med barnevogne, ældre, dårligt gående og mennesker med meget bagage – så få dog gang i debatten – gør noget ved det – det er da ikke så svært – retningslinjerne er der jo!