 |
|  |
 |
Arbejde
For nogle unge med gigt kan det være vanskeligt at klare en arbejdsuge på 37 timer. Heldigvis findes der forskellige muligheder for at kompensere for din gigt, så du kan blive/ komme ind på arbejdsmarkedet. Det kræver, at du er bevilget den ene eller anden form for kompensation. For at finde ud af, om du er berettiget, skal du tale med din socialrådgiver. |
 |
Fleksjob Et fleksjob indebærer, at du bliver ansat i en virksomhed med eventuelle skånehensyn. Du får fuld løn hver måned præcist som dine kolleger, selv om du arbejder på nedsat tid, eksempelvis 20 timer. Kommunen yder virksomheden kompensation for den resterende tid og giver en refusion på enten 1/2 eller 2/3 af din løn.
Hvis du af den ene eller anden grund er imellem fleksjobs - måske er du blevet fyret, eller måske kunne du ikke klare jobbet alligevel trods skånehensyn - får du ledighedsydelse i stedet for dagpenge. Ledighedsydelse er mindre end dagpengesatsen, til gengæld skal du ikke betale til A-kasse. Husk det kan være en god ide at være medlem i en fagforening.
Det Centrale Handicapråd har udgivet en pjece om fleksjob, hvor reglerne er medtaget. Pjecen fås via hjemmesiden www.dch.dk.
Skånejob Et skånejob er for førtidspensionister, der gerne vil have et arbejde, selv om de bliver forsørget ved deres førtidspension. Arbejdsvilkår, arbejdstid og løn aftales mellem dig, virksomheden og din socialrådgiver.
Det er kommunens opgave at finde et skånejob til dig - du må selvfølgelig gerne selv hjælpe til - og dermed også kommunen, der afgør, om du kan blive godkendt. Der er også mulighed for at oprette en mentorordning. En mentorordning betyder, at en medarbejder på virksomheden, uddannelsesinstitutionen eller en ekstern konsulent varetager en særlig opgave med at introducere, vejlede eller oplære en ansat. Der kan kun bevilges en mentor, hvis vejledningen eller oplæringen ligger ud over det, som man normalt kan forvente af arbejdsgiveren eller uddannelsesinstitutionen. Støtten gives i form af økonomisk tilskud til virksomheden eller uddannelsesinstitutionen til frikøb af en medarbejder eller honorar til den eksterne konsulent. Der bevilges ikke mentor til personer i fleksjob. Isbryderordningen Isbryderordningen er for dig, der er nyuddannet, og som gerne vil ind på arbejdsmarkedet og have erhvervserfaring. Der er visse krav, der skal være opfyldt for, at du er berettiget til ordningen. Du skal:
- have taget en uddannelse på mindst 18 måneder
- kunne blive medlem af en arbejdsløshedskasse
- begynde som isbryder senest to år efter, at du er færdig med din uddannelse
- mangle erhvervserfaring inden for det arbejdsområde, din uddannelse kvalificerer dig til
- være indstillet på at arbejde i et praktiklignende job i op til 12 måneder
- I ansættelsesperioden får arbejdsgiveren løntilskud samt tilskud til eventuelle hjælpemidler eller særlig arbejdspladsindretning.
Personlig assistance Selv om dine faglige kvalifikationer er helt i top, og arbejdspladsen er indrettet, så du kan bruge den optimalt, så kan der være ting, du ikke kan klare uden praktisk hjælp. Her kommer den personlige assistent ind i billedet. Du kan få bevilget en personlig assistent, hvis du er: - lønmodtager, som enten har eller søger job på almindelige vilkår
- ansat i et job med løntilskud
- ansat i et fleksjob
- ansat i virksomhedspraktik
- selvstændig eller på vej til at blive det
Hjælpemidler på arbejdet Hvis du har behov for hjælpemidler til dit arbejde, kan du tale med din socialrådgiver om dette. Det er muligt at få bevilget f.eks. hæve/sænke-bord, særligt tastatur, ståstøttestol eller noget helt fjerde. Det er således ikke udgifter, der belaster din arbejdsplads. Du kan også få en ergoterapeut ud til at vurdere din arbejdsplads i forhold til dig og din gigt. Handicapkonsulent Hvis du er i tvivl om dine rettigheder eller har brug for at tale med en om de forskellige muligheder, for at du kan få/beholde et job, kan du kontakte en handicapkonsulent. Der er en handicapkonsulent tilknyttet AF regionalt i hele landet. Du kan finde din lokale handicapkonsulent på www.jobnet.dk.
På www.ijobnu.dk kan du læse om de forskellige ordninger og om unge handicappedes personlige erfaringer med arbejdslivet.
Du kan også kontakte GigtLinien hos Gigtforeningen, der kan rådgive dig om de forskellige muligheder.
Igen er det selvfølgelig godt at høre om erfaringer hos andre unge med gigt, der er eller har været i samme situation som dig. |
|
|
|  |
|