 |
|  |
 |
Ferie og rejser
Selvom man har gigt, så kan man have ligeså stort behov, hvis ikke større, som andre mennesker for at komme på ferie. Gigten sætter måske nogle fysiske begrænsninger, men der er også positive sider ved at rejse med gigten. |
 |
Togtur Hvis du har et DSB Ledsagerkort kan du – inden for Danmarks grænser - få en ledsager gratis med på togturen eller du kan selv rejse for halv pris. Du kan søge om kortet ved at udfylde et skema, der kan rekvireres hos Invalideorganisationers Brugerservice f.eks. via hjemmesiden www.handicap.dk/ibs, hvor du også kan læse om regler og andre fordele ved kortet, såsom rabatter og gratis entréer til visse steder. Flyvetur Skal du op at flyve, skal du huske at sige, hvis du er gangbesværet, når du køber billetter. Så kan du få al den hjælp, du har brug for. Hvis ikke du er i stand til at gå de lange distancer, der ofte er i en lufthavn, kan du bede om en kørestol ved skranken, hvor du tjekker ind. Du kan blive fulgt til gaten og hjulpet op ad trappen, men husk at gøre opmærksom på det ved billetbestilling. Flytrapper er ofte smalle, så det kan være svært at få en til at gå ved siden af og hjælpe. Måske kan det være en god idé at blive båret ombord og derved spare på kræfterne. Når du lander igen, bliver du hentet og bragt de rigtige steder hen. Hvis du har et DSB Ledsagerkort gives der rabatter til en hjælper ved indenrigsflyvning. Hvis du har indopereret en eller flere proteser af metal, kan det være en god idé at medbringe røntgenbilleder til flyveturen, så personalet i lufthavnen kan se, at det er ok, at metaldetektoren måske bibber, når du går igennem. Kør-selv-ferie Hvis du skal på biltur, er det en god idé at have anskaffet et Falck-abonnement til bilen, så du kan blive hjulpet, hvis der opstår problemer, du ikke selv kan klare. Med et Falck-abonnement kan du blive hjulpet, uanset hvor du befinder dig i Europa. Via Invalideorganisationers Brugerservice kan du tegne et kollektivt medlemskab hos Falck og derved opnå rabatfordele. Ansøgningsskemaet kan hentes på www.handicap.dk/ibs.
Feriehjælp Har du brug for en hjælper på din ferie, kan du få bevilget 2 uger årligt med døgnhjælp, hvis du i forvejen er bevilget en hjælperordning. Ellers kan du prøve at snakke med din socialrådgiver om, hvordan det forholder sig i din situation. Pillepas Et pillepas eller en medicinattest er et dokument, som du ved visse typer af medicin skal medbringe, og som du kan vise til myndighederne i det Schengen-land, du rejser i. Pillepasset dokumenterer, at den medbragte medicin er til dit eget brug. Det er ikke alle slags medicin, der kræves pillepas til. Gigtmedicin kræver ingen pillepas, men det gør derimod medicin med euforiserende stoffer, som påvirker centralnervesystemet, eksempelvis sovemedicin og stærkt smertestillende. Apotekerne udsteder pillepasset gratis. Efter udstedelsen er det gældende i 30 dage. På www.sundhed.dk kan du læse mere om pillepasset og søge på alle de former for medicin, hvor pillepas er påkrævet. Her kan du også læse hvilke lande, der er omfattet af Schengen-samarbejdet.
Læs mere om gigt, ferie og rejser hos Gigtforeningen. |
|
|
|  |
|