Jeg kan, hvad jeg kunne – som regel
Af Louise Christensen
 
Mit navn er Louise, jeg er 19 år og kommer fra Varde. Jeg har haft gigt siden 6 års alderen. I ca. 5 år gik jeg til læge rimeligt tit. Min læge blev ved med at sige; ”det er bare vokseværk, det går væk igen”. Ja, ja, troede han da. Jeg havde problemer med at gå ligeså langt som de andre børn hos dagplejen og ligesådan i børnehaven og i folkeskolen.

Gigten plagede mig, der var problemer med at sidde ned/stille i timerne, og ikke alle lærere tog det lige pænt!  Bl.a. min gymnastiklærer forstod ikke, jeg ikke kunne løbe ligeså meget som de andre, men det var folkeskolen. Nu går jeg på Handelsskole i Esbjerg, og gigten er gået i stå. Engang følte jeg mig utroligt anderledes, men efterhånden kan jeg alt det, jeg ikke kunne engang.

Kærester?
Ja, der har været et par stykker, men nogle blev hurtigt kasseret, eller også kasserede de mig. Ikke alle kunne acceptere min gigt, og det sårer dybere end alt andet. Bare følelsen af at skulle fortælle kæresten om gigten. Jeg kan ligefrem mærke følelsen i mig. Man bliver bare utroligt ked af det, hvis man finder ud af, han/hun ikke kan acceptere én for den, man er. For mig har gigten medført nogle problemer, som andre ikke kender til og ikke har lyst til at kende! Min nuværende kæreste er totalt indforstået med, at nogle dage kan jeg mere end andre. Og han er rigtig sød til at hjælpe mig, når jeg så endelig har det skidt.

Omhyggeligt valg af fritidsjob
Fritidsjob skal vælges med omhu, når man har gigt. Man skal simpelthen tage hensyn til alt. Jeg selv arbejder ved Billund Taxa i weekenderne, hvor jeg snakker med kunderne og sender vogne ud på adresserne. For det meste sidder jeg ned. Vi har et skrivebord, som kan hæves og sænkes og en god kontorstol, så der er slet ingen problemer!

Fest uden alkohol – kan man det?
Hvad er det værste ved at have gigt? Forældre! Selvfølgelig kan de være nyttige, men jeg har hørt mange andre end mig selv brokke sig. Forældre er simpelthen overbeskyttende! Ikke altid kan man få lov til at gøre ting, som andre ”normale” børn/unge må. Fester for mit vedkommende var nogle gange helt udelukket, for ”tænk nu, hvis de andre drikker for meget. Du ved, du ikke må drikke” Alkohol spiller jo en vigtig del i mange unges liv, men nogle (som skal) kan altså godt holde sig fra det! Men prøv lige at forklare dine forældre det… Så finder man hurtigt ud af, at de er gammeldags. Ifølge min læge er det max 1 øl om ugen pga. min medicin, og sådan er det bare! Det må jeg jo så indrette mig efter, og det går fint! Hvis man ved, man skal, kan man sagtens!

Så kan man jo diskutere, om byture eller private fester er det bedste. Det kommer jo helt klart an på, hvad man bedst kan lide. Min mening går helt sikkert efter de private. Der er lidt mere sammenhold end ved en bytur, hvor man kan blive væk fra hinanden. Til de private fester kender man måske flere, man sidder måske og hører musik/snakker sammen, og det er meget mere, end hvad man gør i byen. Og hvad med hensyn? I byen tager fulde folk i hvert fald ikke hensyn til andre, men det gør de til private fester, hvis de ved, hvad man fejler. Jeg mener så selv, at folk ikke skal tage hensyn til mig. Jeg skal nok sige fra, hvis der er noget, der ikke lige passer mig.

Fanny i fritiden
Meget af min fritid foregår sammen med vennerne og kæresten, hvor så nogle af mine weekender foregår på arbejdet. Min hest, Fanny, spiller selvfølgelig også en vigtig rolle i mit liv, uden hende ville det være skidt. Hun er en del af mit liv, og selvom jeg ikke har så meget tid til hende i øjeblikket, så vil jeg ikke kunne undvære hende.

Og hvad med fremtiden?
Det helt store spørgsmål lige i øjeblikket er: ”Hvad med fremtiden?” Ja hvad med den? Fremtiden kommer nærmere og nærmere for hver dag, og det store spørgsmål haster sig igennem de flestes hoveder: Hvilken uddannelse skal jeg vælge? Det kommer jo helt an på hvad man interesserer sig for, og hvad man mener, man kan holde til. Jeg går som sagt på Esbjerg Handelsskole, hvor jeg læser til sundhedssekretær. Det kræver en ordentlig overvejelse, inden man går i gang med sin uddannelse. Et godt råd: Undersøg mulighederne, inden du går i gang!

FNUG-venner
Som andre børn og unge har gigtramte også brug for at snakke med nogen, som kender til deres problemer. Jeg kender det fra mig selv, og derfor deltog jeg i FNUG’s Teenage-Weekend, hvor gigtramte mødes og har det sjovt sammen en hel weekend. Nogle bliver hurtigt gode venner, andre kender hinanden gennem årene, og selvfølgelig holder vi kontakten. (Vi kan da ikke undvære hinanden). Vi skriver til hinanden, chatter på FNUG’s hjemmeside, sms’er og e-mailer. Men det kræver jo selvfølgelig, at man har lysten til det.
 
Lige en sidste ting: Kig forbi på Chatten, hvis du har spørgsmål ang. gigt eller FNUG. Der er fast chat hver den 1. kl. 20.