Leddegigt med op- og nedture
Af Line Rom Lange   

FNUG’er Line Rom Lange har sagt ja til at modtage FNUG-stafetten. Her fortæller hun om, hvordan hun har tacklet det at få stillet diagnosen leddegigt.

Det var sommeren 2004. Jeg var 25 år og var lige kommet hjem efter en hyggelig tur i sommerhus, da jeg vågnede om morgenen med varme og ømme hænder og fødder. Den første dag tog jeg det ikke så tungt. Jeg troede, at jeg måske havde overanstrengt mig, og at jeg bare skulle slappe lidt af, hvorefter det så ville gå væk igen. - Det gjorde det bare ikke.

De følgende dage blev det værre og værre. Mine knæ begyndte også at blive varme, stive og ømme. Jeg kunne ikke åbne mine hænder og strække mine fingre og var totalt kraftløs. Da begyndte jeg at blive rigtig bekymret.

Fra læge til reumatolog
Jeg gik til min læge, som sendte mig til blodprøvekontrol og gav mig recept til smertestillende piller. Han kunne ikke umiddelbart sige noget udfra resultaterne af blodprøverne - han mente, at det måske var et influenza-symptom. Men eftersom jeg ikke fik det bedre, sendte han mig hurtigt videre til en reumatolog. – Da gik jeg helt i sort.

På det tidspunkt vidste jeg ingenting om gigt og var overbevist om, at det var noget, gamle mennesker fik, men jeg var samtidig sikker på, at det måtte være det, der havde ramt mig. Alle mine "ydre" led (hænder, albuer, knæ og fødder) var varme og stive, og jeg havde kraftige smerter.

Bange anelser
Jeg var bange for, at mit liv som aktivt og kreativt menneske var forbi, og at jeg aldrig ville komme til at tegne igen. At min drøm om at tegne tegnefilm, som jeg har haft, siden jeg var lille, dermed aldrig ville gå i opfyldelse. Det fik mig til at gå i panik. Jeg begyndte at græde meget, hvilket på det tidspunkt ellers ikke var noget, jeg gjorde. Jeg brød sammen på åben gade grundet smerter, og når jeg snakkede med mine forældre i telefonen, kunne jeg ikke holde tårene tilbage.

Min kæreste tog det under omstændighederne roligt og trøstede så godt, han kunne, men der var ikke meget at stille op. Jeg følte mig totalt fortabt. Jeg kunne ikke åbne ting eller bare klø mig selv - Det gjorde alt for ondt!

Diagnose
Den dag jeg skulle til reumatolog var det en kamp bare at få tøj på, og jeg måtte tage en taxa det korte stykke vej, som ellers kun ville tage 10 minutter på cykel. Jeg blev testet for alt muligt. Mine blodprøver viste en betændelsestilstand, men ingen reumafaktor. Jeg fik binyrebarkhormon med god virkning og blev derfor forhåbningsfuld. Virkningen forsvandt dog hurtigt, og lægen kunne stille diagnosen leddegigt. Da røg mit humør ned igen.      

Jeg kom i behandling med Methotrexat, og efter et par måneder begyndte det at virke. Der gik vel et par måneder til, og så var jeg fuldstændig symptomfri. Mine fingre og håndled fik deres normale størrelse igen, og mine ankler gik ikke længere i ét med mine lår. Efter de mange måneder med total udmattelse og et kæmpe søvnbehov troede jeg nu, at alt var godt. Jeg nærmest sprudlede af energi. – Men der gik ikke mange dage, før jeg pludselig blev kaldt op til reumatologen uden aftale.  

I mine blodprøver viste der sig et kraftigt fald i de hvide blodlegemer. Jeg måtte ikke længere få den samme medicindosis. I første omgang blev dosis halveret, men da det ikke hjalp, blev jeg bedt om helt at holde op med at tage medicinen. Den besked gjorde mig bange. Jeg var sikker på, at smerterne snart ville komme igen.   

Medicinfri og symptomfri
Det er nu 5 måneder siden, at jeg stoppede med at tage medicinen, og til min store glæde er jeg stadig helt symptomfri. Jeg er meget bange for, at smerterne skal komme tilbage, men det hjælper at vide, at der er anden medicin som kan hjælpe, og at jeg på trods af gigten fortsat kan nå mine drømme.