 |
| |
|
En positiv oplevelse
af Marie Præst
Jeg vil nu fortælle jer om en positiv oplevelse, jeg har haft på trods af gigten. Jeg er 30 år gammel og har efter megen møje og besvær med min kommune fået lov til at komme ind under ordningen med fleksjob.
Nogle mennesker har det rigtigt fint med, at det er andre, som skal finde et job til dem. Det kan jeg dog ikke tilslutte mig, for jeg har altid kunnet sælge mig selv. Jeg mener, det virker meget bedre at komme ud på virksomheden uden at skulle have en sagsbehandler eller en jobkonsulent i hånden. Det kan godt være, det er, fordi jeg har oplevet så meget negativt med min kommune, det ved jeg ikke. |
 |
Men jeg gik selv ud med en masse ansøgninger, hvor så en af dem gav pote. Det var som kontorassistent på en teknisk skole, men det viste sig, at de udelukkende så mig som en billig arbejdskraft, som bare kunne udnyttes og overtales til at arbejde meget mere end det aftalte på fire timer dagligt. Jeg er den type, som desværre for tit siger ”den klarer jeg...”. Måske lidt naivt, men jeg har ikke rigtigt haft nogen arbejdserfaring trods min alder... Der gik ikke mange måneder, før jeg ikke kunne holde til det mere og måtte sygemelde mig. Det resulterede selvfølgelig i en fyring, for sådan ”et pjok” kunne de jo ikke bruge...
Jobsøgningskurset gav pote
Efter så at have gået hjemme i en rum tid, skulle jeg møde op til et kursus hos jobkonsulenterne. Det var under et projekt, som styres af Jobcenter Marselisborg. Egentlig var jeg ikke særlig positiv over at skulle på dette kursus, for jeg har altid haft det fint med at gå hjemme, for så kan man selv fordele sine kræfter over dagen. Men min holdning til kurset ændrede sig, da vi skulle finde nogle jobannoncer, som vi sammen skulle gennemgå. Det skulle bare være noget, vi gerne ville ikke nødvendigvis noget, vi kunne holde til.
Jeg gav mig til at søge på nettet og fandt ret hurtigt frem til en stilling som Telemarketing medarbejder. Det er en deltidsstilling, hvor man skal ringe til virksomheder for at sælge dem et kursus og så lave nogle registreringer på computeren.
Da vi samlet på kurset skulle gennemgå opslagene, blev jobkonsulenterne og jeg hurtigt enige om, at jeg selvfølgelig skulle ringe til firmaet PIE, som køres af Frants Dige Pedersen for at se, om han kunne tænke sig en fleksjobber. Jeg var meget nervøs, da jeg kom hjem og gav mig til at forberede samtalen, for ville jeg nu være god nok til at sælge mig selv med de problemer, der nu kommer ved at have en gigtsygdom.
Første kontakt til virksomheden
Det skulle så vise sig, at Frants var en meget sympatisk mand, som hurtigt kunne se fordelen i at have en i fleksjob. Man kommer ikke uden om, at det, der gør sig gældende, er den pose penge, man har med fra kommunen. Det er også fint for mig, for man skal være realistisk omkring sin sygdom. Virksomheder ansætter ikke en syg, hvis de kan få en rask, der er lige så god. Det var også pengene, jeg kunne sælge mig selv på til Frants, men han sagde også til mig i telefonen, at jeg har en god stemme til dette job, og det, at jeg ringede til ham viste også det gå-på-mod, der skal til som telefonsælger.
Jeg blev endda så modig under samtalen, at jeg foreslog at indrette stillingen til, at jeg kan arbejde hjemmefra. Jeg tænkte, at nu slutter samtalen, for det er ikke det, han vil, men tværtimod!! Han var meget positiv, men han ville gerne, at jeg skulle komme på hans kontor i nogle uger for at blive lært op. Så kom problemerne, troede jeg, for hans kontor ligger ikke i stueplan, og der er ingen elevator, men en masse trapper, som jeg slet ikke kan klare. Jeg sagde til ham, at så måtte vi nok hellere lade være med at snakke mere, for det kan ikke lade sig gøre. Men til min store forbavselse sagde han, at han da godt kunne komme hjem til mig for at lære mig op!! Jeg var lige ved at falde ned af stolen. Aldrig har jeg mødt sådan en velvilje til at forstå min situation og til at ville have mig ansat!!
Han sagde ja til at mødes med jobkonsulenterne og mig, hvilket ret hurtigt resulterede i, at han gerne vil have mig i en afprøvning i tre måneder med henblik på en ansættelse bagefter.
Ønskejob giver mod på livet
Det er bare et ønskejob jeg har fået. Der er ingen kolleger, der ser skævt til, om man nu ser pæn ud på kontoret eller kigger underligt på mig, fordi jeg sidder eller står på en mærkelig måde. Jeg skal heller ikke bruge mine sparsommelige kræfter på at transportere mig ud til en virksomhed.
Nu har jeg så også lavet mit første salg, så selvtilliden har lige fået en tur mere opad, så næste gang vi mødes til et FNUG-arrangement er den sædvanligvis glade pige blevet endnu mere glad og tilfreds med tilværelsen. |
|
|
| |
|
