Artikel fra FNUG-Bladet 90
Tema: Gigt og Arbejde |
|
 |
| Formandens kommentar |
| ved formand (1994-2000) Dorte Rønsler |
|
|
 |
|
|
|
|
|
|
For ikke så lang tid siden blev der indgået aftale om næste års finanslov.
Den indeholder en række delaftaler. En af dem er om arbejdsmarkedet og førtidspension. Aftalen skal danne grundlag for en reform af førtidspensionssystemet, der skal have virkning fra 1. januar 2003.
På nuværende tidspunkt er erhvervsevnetabet afgørende, når folk skal tilkendes førtidspension. I fremtiden bliver det arbejdsevnen, der skal afgøre, om folk skal have førtidspension. |
|
 |
|
|
|
|
|
For blandt andet at opnå større ensartethed i sagsbehandlingen, skal de kommunale sagsbehandlere på kursus for at lære de nye regler og måder at tilkende førtidspension på. Dette er en af grundene til, at reformen først skal gælde fra 2003.
Målet for forligspartierne er, at arbejde videre med aftalen det kommende år, for derefter at kunne fremsætte lovforslaget i Folketinget i den næste folketingssamling.
Aftalen indeholder en grundlæggende opdeling af pensionsbeløbet i en forsørgelsesdel og en kompensation til dækning af handicapbetingede merudgifter, der kommer til at ligge i Serviceloven. Forsørgelsesdelen opdeles i to satser for førtidspensionen - i dag er der reelt fire.
En forudsætning for, at førtidspensionsreformen kan komme til at virke, er, at "Det rummelige Arbejdsmarked" - altså at få endnu flere handicappede ud på arbejdsmarkedet, med eller uden støtteordninger - bliver udvidet endnu mere. Derfor iværksætter man nu nogle initiativer, der skal styrke dette. Endnu en grund til, at reformen først skal træde i kraft fra 2003.
Det er dejligt, at politikerne er blevet enige om, at der skal ske noget med de nuværende - ikke tidssvarende - regler om førtidspension, og der er mange af de ting, der allerede ligger i aftalen, der er rigtig gode. Men der er stadig mangler og ting, der skal arbejdes med.
Job! - Ja, tak - måske?
Noget meget vigtigt i aftalen er, at hvis man vurderes egnet til at tjene lidt ved erhvervsarbejde - og derfor tildeles den laveste pension - så skal der til gengæld også garanteres et erhvervsarbejde sammen med førtidspensionen.
Det er fint, at reformen fokuserer på det, vi kan, i stedet for - som i de nuværende regler - det vi ikke kan. Aftalen fortæller bare ikke noget om, hvad det er for et erhvervsarbejde, der garanteres. Hvem skal bestemme, hvad det er for et arbejde vi garanteres? Hvordan sikres vi indflydelse på, hvilket arbejde vi får tilbudt?
Når virksomheder ansætter nye medarbejdere, gælder det om at matche jobbet med ansøgerens kvalifikationer og ressourcer. Men med ovennævnte garanti kan vi risikere, at det netop er handicappet - og ikke vores kvalifikationer - der bliver det primære i ansættelsen. Vi kan risikere at "blive sendt ud" i et arbejde, der udnytter vores arbejdsevne fuldt ud - og måske mere til - et arbejde, der vil gøre, at det tager alle vores kræfter, i værste fald forværrer vores gigt og ikke lader tid og overskud tilbage til familie, venner og fritidsinteresser.
Vi kan også risikere at blive sat til et stykke arbejde, vi er overkvalificerede til, hvis der ikke kan findes et arbejde, hvor vores kvalifikationer kan matche. Enhver kan vist forestille sig, hvad det vil gøre ved ens selvværd.
Hvem bestemmer dette? Og hvad sker der, hvis vi siger stop eller nej? |
|
|
 |
|
|
Information og oplysning
"Det rummelige Arbejdsmarked" skal altså udvikles endnu mere i de kommende år. Inde i bladet kan du læse mere om alle de ordninger, der findes for at få endnu flere handicappede ud på arbejdsmarkedet.
Du kan også læse, at både mange virksomheder og mange handicappede ikke kender alle de ordninger og muligheder, der findes, og ofte ser og møder barrierer og problemer, der slet ikke burde være der. Der er et klart behov for, at der i de kommende år informeres endnu mere om de ordninger, der findes, for at endnu flere kan gøre brug af dem.
Indtægten
I den foreløbige aftale er der ikke sat beløb på, hvad satserne skal være i kroner og ører, også dette skal der arbejdes videre med.
Det er vigtigt, at bide mærke i at førtidspensionen ikke er et forbigående socialt fænomen, men en varig erstatning for en arbejdsindtægt. Niveauet for førtidspensionen må derfor fastlægges i forhold til den indkomst, man alternativt kunne opnå på arbejdsmarkedet. Udgangspunktet bør derfor være, at en person, der ikke har arbejdsevnen i behold, får et beløb, der svarer til lønindtægten hos en ufaglært arbejder. Dertil kommer de handicapkompenserende ydelser.
Flere handicaporganisationer har været på banen med disse ønsker, og politikerne forstår godt holdningen, men de har problemer med at finde de nødvendige midler.
Jeg vil godt søge.......
"Jeg vil godt søge førtidspension" - tja, denne sætning vil ikke udløse en ansøgning om førtidspension........Siden de nye sociale love trådte i kraft i juli 1998 har man nemlig ikke selv kunnet søge. Det skal ens sagsbehandler søge/indstille en til, efter at der er prøvet forskellige muligheder for at bibeholde/integrere en på arbejdsmarkedet.
Så er vi igen tilbage til problemet med prioritering af kræfter. At udnytte en persons få kræfter på arbejdsmarkedet og sætte vedkommende på en masse prøver, kan vel ikke være særligt givtigt, hvis det alligevel ender med en pension - igen kan man vel forestille sig, hvad dette vil gøre ved ens selvværd.
Disse regler bør laves om. Det bør være en ret at kunne søge om pension - eller ændring i en allerede tilkendt pension. Dette har handicaporganisationerne også gjort opmærksom på, men politikerne har ikke tænkt sig at ændre det.
Vil du gifte dig med mig?
Ganske almindelige danskere, med ganske almindelige lønindtægter, går ikke ned i løn, når de siger "ja" til præstens spørgsmål i kirken. Det gør pensionister. Det er utrolig diskriminerende, at gifte og samlevende førtidspensionister får en lavere pension end enlige.
Ændring af denne mangel på ligestilling prioriteres desværre meget lavt af politikerne.
Begrænsninger
For at kunne bruge alle de muligheder reglerne vedrørende "Det Rummelige Arbejdsmarked" giver, bliver man også nødt til at kigge på de begrænsninger og problemer, det giver allerede på nuværende tidspunkt.
Når der er tale om støtteordninger, er det vigtigt, at der finder en acceptabel fordeling sted mellem det socialpolitiske og det arbejdspolitiske.
At man har fleksjob betyder ikke, at ens arbejdskraft er dårlig! Det er vigtigt, at man ikke bare bliver en billig arbejdskraft, som "skal være glad for at få noget at lave". Men at man også er en arbejdskraft, som virksomheden skal være glad for at få fingre i. Men der foregår en diskriminering over for folk i fleksjobs, som andre ansatte aldrig ville finde sig i.
I fleksjob begynder man på mindsteløn, uanset hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet, og man fortsætter på mindstelønnen uanset hvor mange år, man fortsætter i fleksjobbet. Man er ikke berettiget til A-kasse. Er man gift (og ægtefællen derfor har forsørgelsespligt), kan man derfor risikere, at ens indtægt bliver lig 0 kr. hvis man mister sit fleksjob, og ledighedsperioden trækker ud over 3 måneder.
Disse ting skal laves om. Det hænger ikke sammen, at man på den ene side ønsker, at folk med nedsat erhvervsevne skal i arbejde og på den anden side forringer deres vilkår. Folk i fleksjob skal have samme rettigheder som alle andre, ellers kommer det igen til at handle om det, vi ikke kan, i stedet for det vi kan.
Hvad man ønsker......
Alle disse ting - til nuværende og kommende ordninger - kan vi i en forening som FNUG godt ønske vil blive gennemført. Alene står vi svagt, men sammen med Gigtforeningen og De Samvirkende Invalideorganisationers Ungdom er der store chancer for, at vores ønsker kommer videre, så der er stadig håb for, at den kommende reform bliver tilfredsstillende for alle parter.
Med et ønske om dette - og et ønske til jer alle om en glædelig jul og et godt nytår.
Mange hilsner
Dorte Rønsler |
|
|
|
|
