Artikel fra FNUG-Bladet 90
Tema: Gigt og Arbejde |
|
 |
| Er kvalifikationer altid nok? |
| af Turi B. Holm |
|
|
 |
|
|
Lad os ikke helt underkende, at manglende ansættelse som ung med gigt, også indimellem skyldes faktorer, der ligger udenfor den handicappedes indflydelse.....
Der kan ikke siges noget entydigt om, hvornår jeg fik gigt. Kun at slidgigten skyldes et medfødt hofteskred, som ikke blev opdaget eller behandlet ved fødslen, men først i 4-års alderen, og dermed ikke tidsnok til at redde bækkenet og femur på lårbenet. De operative indgreb jeg undergik som barn, gav mig en rimelig førlighed og til trods for, at der altid har været begrænsninger, har jeg gennem hele mit barndoms- og ungdomsliv, kunnet og gjort tilnærmelsesvis som alle andre....Nu er jeg 30, og gigten begynder for alvor at gribe ind i min dagligdag og min formåen, også i forhold til arbejdsmarkedet...
Efter lidt over to år som færdiguddannet og udøvende billedkunstlærer (hvilket betyder, at jeg ikke kan gøre brug af 'Isbryderordningen'), sagde kroppen stop en morgen i oktober 1997. Det var ikke længere tilstrækkeligt med hvile i weekenderne og en god nats søvn til at restituere sig, - det gjorde ondt overalt!
Jeg har været på sygedagpenge siden...Ikke fordi jeg har villet det, endsige opgivet at komme tilbage på arbejdsmarkedet, - men hvordan? Med dette som udgangspunkt og med store forventninger drog jeg af sted til FNUG's efterårskursus i oktober 'Gigt og Arbejde'. - Et godt kursus, med stort udbytte og kvalificerede oplægsholdere...
Efter kurset sidder jeg dog stadig tilbage med en følelse af afmagt. Ikke direkte foranlediget af selve kursets indhold eller form, men mere som en generel frustration...
'- Fokuser på ressourcerne, i stedet for begrænsningerne, - det handler om at skaffe sig kvalifikationer fagligt såvel som personligt, - det handler om gå-på-mod, viljestyrke og om selv at gøre en indsats...', lød de gode råd nærmest samstemmigt fra oplægspanelet, og jeg er meget enig. Vi må selv tage et ansvar for vores liv og levned.
- Men helt ærligt, det er ikke altid nok i sig selv at ville.
For mit vedkommende har det i høj grad også handlet om utilstrækkelige, ja faktisk slet ingen information og rådgivning fra kommunal side om kompensationsmulighederne for handicappede. Kun i kraft af min nylige indmeldelse i FNUG og min deltagelse i kurset 'Gigt og Arbejde' blev jeg bekendt med disse. Det er for tilfældigt!
- Og det er sandelig ikke, fordi jeg ikke har gjort mit til at finde og fastholde det helt rigtige job: - Uddannet mig, suppleret med relevante kurser og tilvalgsfag, - Hvad man ikke har i benene, må man sørge for at få i hovedet!
- Afprøvet et utal af undervisningsjob for at finde det bedst egnede i forhold til mit handicap, og flyttet rundt mellem landsdelene for at finde dette helt rigtige job, - og dermed fravalgt mit familienetværk!
- Startet egen virksomhed, som måtte afhændes, da jobbet som gallerist var for fysisk krævende, - det havde været godt dengang at kende ordningen om job med personlig assistance, i op til 20 timer om ugen, som gives til både lønmodtagere og selvstændig erhvervsdrivende!
- Knoklet afsted med offentlige transportmuligheder belæsset med AV-udstyr, materialer og kørestol for at bibeholde en sidste rest af tilknytning til arbejdsmarkedet, mens Amtet behandlede min ansøgning om invalidebil, - det tog knap 2 år, og da havde jeg forinden givet efter for min krops fuldstændige udtrætning og afsluttet billedskolen, galleriet og foredragene! (Man kan godt arbejde nogle timer om ugen, mens man modtager sygedagpenge. Den indkomne løn fratrækkes så din sygedagpengesats).
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| Senest har jeg uopfordret ansøgt samtlige relevante høj-, daghøj-, billedskoler, voksenundervisningscentre og museer i Århus og omegn, - og vel og mærke mødt op in persona hver gang! Rent faktisk har jeg fået positiv respons fra de fleste, som dog må afstå p.g.a. manglende tilgængelighed, trængt økonomi eller politisk uvilje til merbevilling i lønrammen til fleks- og skånejob indenfor det offentlige regi, hvor jeg som (billedkunst-)lærer fortrinsvis er kvalificeret til at søge ansættelse...Så lad os ikke forgive, at ansvaret for ansættelse udelukkende ligger hos den handicappede selv.... |
|
|
|
|
|
|
|
Min påstand er, at mange af os virkelig har gjort, handlet og fokuseret på ressourcerne, uden at vi af den grund er kommet i arbejde, og hvad gør man så? Giver op? Nej, vel... For en del FNUG'ere er det lykkes at få forenet gigt og arbejdsliv, og vi andre bør fortsætte med at gøre, handle og kæmpe for at få den ordning og det job, som giver lige netop os og vores tilværelse værdighed og fylde...
Undervejs får man brug for rådgivning og opbakning, samt mere generel støtte til at gøre arbejdsmarkedet endnu mere rummeligt. Det er netop her FNUG, (....brug hinanden!) og andre lignede patientforeninger, spiller en vigtig rolle sideløbende med de tilbud, der gives fra AF-handicapkonsulenterne, revalideringsklinikkerne og "Center for ligebehandling af handicappede".
I pjecen, "Job og handicap" som kan rekvireres på tlf. 33 11 10 44, kan du læse meget mere om lige netop dine muligheder. Undgå som jeg, først nu (hvor det er for sent i forhold til de egnede jobs, jeg havde på hånden) at opdage, at der er flere muligheder for at komme ind, eller bevare et allerede eksisterende fodfæste, på arbejdsmarkedet. |
|
|
|
|
