Artikel fra FNUG-Bladet 100
Jubilæums-nummer
Artiklen har tidligere været trykt i
FNUG-Bladet 90 |
|
 |
| Ud på arbejdsmarkedet - tanker fra en FNUG'er |
| Af Sarah Marie Pedersen |
|
|
 |
|
|
Jeg hedder Sarah og har været medlem af FNUG i ca. 1½ år. Indtil nu har mit forhold til foreningen været at skimme et blad 6 gange årligt og betale mit girokort. Jeg synes jo ikke, jeg er en "rigtig" leddegigt-ramt. Jo, det siger diagnosen godt nok, men alt det der med handicapvenlige boliger, hjælpemidler og arbejdspladser, har jeg haft lidt svært ved at forholde mig til.
Jeg fik leddegigt i 94, og min hverdag er jo næsten som den altid har været. Jeg er i gang med en uddannelse og ser frem til at få arbejde som lærer om et års tid på samme vilkår som mine medstuderende. Nå ja, jeg har da anskaffet mig en smart dims til at åbne syltetøjsglas med, investeret i nogle møgdyre ortopædiske trykindlæg til skoene og må til min store irritation og ærgrelse sluge et par halvgiftige smertestillende piller for at komme igennem de dårlige dage. Det er også slut med løbe længere end de 100 meter til bussen og en god flaske rødvin skal altid vejes op i mod et par efterfølgende dage med stive ubrugelige hænder.
Men slemt er det ikke! Jeg føler mig utrolig aktiv og stærk og jeg glæder mig til at hoppe rundt, spille, danse og synge med ungerne som musiklærer. Jeg knokler løs på seminariet og i fritiden med alverdens arrangementer og interesser, og ville for alt i verden ikke gå glip af noget af det.
Men jeg er vist alligevel lidt bekymret for fremtiden. Det er nok ikke bare på grund af den fremskredne alder af 27 år, at jeg har brug for mere nattesøvn, ikke kan danse vildt hele natten og må vente til op af formiddagen, før mine fingre gider at gøre som jeg vil.
Når jeg tænker på fremtiden, er jeg ikke meget for at inddrage mit "handicap" som en faktor. Om man er sund og rask eller ej, er det jo de samme værdier og drømme man stiller sig selv i udsigt. Kærlighed, børn, arbejde, rejse jorden rundt....udfordring og oplevelser. |
|
|
|
|
|
|
|
|
| I FNUG's medlemsblad møder jeg historier om unge, der har levet mange år med gigten. På den ene side bliver jeg skræmt og tager afstand fra, at deres situation skulle have nogen forbindelse til min. På den anden side er det dejligt at mærke den optimisme og positive holdning, der skinner igennem hos de fleste, der skriver til FNUG. Det giver mig en tro på, at der ude i fremtiden nok skal vise sig en eller anden løsning, uanset hvordan min gigt måtte udvikle sig. Det er jo i bund og grund et spørgsmål om positiv livsholdning. |
|
|
|
|
|
|
|
Jeg har ikke lyst til at tænke på, om jeg har 5 eller 40 års fuldtidsarbejde som folkeskolelærer foran mig. Det må tiden vise, og man skal ikke dyrke sine "hvis'er".
Men jeg tror faktisk, jeg kunne blive en del bekymringer fattigere med hjælp fra FNUG. Fx ved at få sat lidt perspektiver på fremtiden og være lidt på forkant med hvilke overvejelser og muligheder, der ligger i at forene et arbejde med en gigtsygdom. Derfor er jeg også enormt ked af, at jeg ikke kunne deltage i kurset om gigt og arbejde d. 29. - 31. oktober, og jeg håber, at FNUG vil gentage tilbuddet på et senere tidspunkt.
Det var spændende at læse Sarah Harrisons historie, og jeg glæder mig meget til at læse temanummeret i december. Forhåbentlig bliver der også fremover plads til indlæg om dette emne.
Jeg ville blive glad for at høre om andres erfaringer med hensyn til at arbejde med børn. Specielt i lærer- og pædagog-jobbet kan der ligge nogle problemer, da man jo er til stede på elevernes/ børnenes præmisser. Hvad gør man som nyuddannet, der skal ud og finde arbejde? Er det o.k. ikke at fortælle om sine fysiske svagheder? Selvfølgelig er det forkert moralsk, men det er da svært, hvis man virkelig ønsker jobbet....
Skriv endelig ind til bladet, så jeg og andre kan læse om dine erfaringer og råd m.h.t. hvordan du takler hverdagen, konkrete aftaler/ tiltag som i Sarah Harrisons tilfælde, eller måske bare nogle tanker eller bekymringer, du har tumlet med.
Det kan måske virke som banale luksusproblemer min hverdag præges af, men det at balancere på grænsen mellem at føle sig rask og 100% arbejdsdygtig og samtidig erkende at gigten har og vil få en betydning for livet og fremtiden, må være et dilemma, der berører mange. |
|
|
|
|
