Artikel fra FNUG-Bladet 100
Jubilæums-nummer
Artiklen har tidligere været trykt i
FNUG-Bladet 89 |
|
 |
| Jobbet blev fleksibelt |
| Af Sarah Harrison |
|
|
 |
|
| Sarah skjulte, at hun havde gigt overfor sin arbejdsgiver. Det kostede dyrt i anstrengende smerter. Nu er hun hos samme arbejdsgiver overgået til fleksjob - med glæde og overskud til følge. |
Den første februar i år startede jeg i fleksjob. Det var et kæmpeskridt for mig, eftersom jeg hidtil havde klaret mig selv og arbejdet på almindelige vilkår. Nu gik det ikke længere, jeg satte mit helbred over styr ved at kæmpe hver dag for at skjule, at jeg ikke havde det godt. For jeg havde ikke fortalt på mit arbejde, at jeg havde kronisk ledegigt.
Jeg er 31 år og har haft ledegigt i 13 år. Jeg er uddannet beklædningsformgiver og har arbejdet som teaterskrædder, indtil det blev for hårdt for hænderne. Derefter gik jeg ledig et stykke tid. I november sidste år startede jeg i mit nuværende job, en stofbutik i det indre København. Et fuldtidsjob, på benene 7,5 time om dagen. Ikke det bedste job, når fødderne gør ondt, men eftersom jeg ikke kunne holde ud at gå ledig, og for mit psykiske velbefindendes skyld følte jeg mig nødsaget til at finde "et eller andet" job. Det blev så i en travl forretning. Jeg fortalte ikke min arbejdsgiver eller mine kolleger, at jeg havde ledegigt, for hidtil havde jeg kunnet klare mig uden at fortælle det. Når de så bemærkede, at jeg haltede, fejede jeg det bare af på bedst mulige måde.
Efterhånden som ugerne gik, blev det mere og mere anstrengende, og jeg kunne se, at det ikke var holdbart i længden. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at holde op og gå ledig igen. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre. Så jeg fortsatte med store smerter hver dag, indtil dagen kom, hvor jeg ikke kunne stå på benene længere. Så ringede jeg til socialforvaltningen, og så gik tingene pludselig stærkt.
Jeg blev med det samme sat i kontakt med en fra Københavns Jobformidling, som arbejdede med skåne- og fleksjob. Normalt går jobformidlingen ind og hjælper folk med at finde et arbejde, hvor de kan blive ansat i skåne- eller fleksjob. Da jeg allerede var i arbejde og bare ikke kunne klare det under de nuværende omstændigheder, ville de gå ind og hjælpe mig til at blive i det job, jeg havde. Efter en samtale, hvor jeg selv fortalte, hvor meget og hvor længe jeg følte, jeg kunne arbejde uden problemer, og hvilke arbejdsopgaver jeg havde svært ved, vurderede vi i fællesskab min arbejdsevne til at være ca. halvdelen af det normale. Min læge var selvfølgelig også med i processen. Hun havde længe presset på for, at jeg skulle gøre noget ved min arbejdssituation.
Jeg skulle selv tage kontakt til min arbejdsgiver og fortælle dem om min leddegigt, og at jeg havde søgt om hjælp til et fleksjob. Det var ikke nemt, og det blev en meget følelsesladet samtale for mit vedkommende. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Jeg spurgte dem, om de var interesseret i at tale med min sagsbehandler fra jobformidlingen om de nærmere omstændigheder. De ville gerne beholde mig og var utrolig forstående, så efter et møde mellem jobformidlingen og min arbejdsplads, startede jeg i fleksjob 20 timer om ugen. Slut med lange afkræftende dage, slut med at køre tunge vogne. Af hjælpemidler fik jeg en ståstøttestol bag disken. Hele forløbet tog ca. 10 dage, og jeg var utrolig lettet over, hvor hurtigt og forholdsvis nemt det var gået. Og nu kunne jeg halte lige så tosset, jeg ville! |
|
|
|
|
|
| Overvejelser for og imod fleksjob havde jeg næsten ikke tid til. Jeg trådte i fleksjob for at blive på arbejdsmarkedet. Jeg har været heldig med nogle forstående arbejdsgivere og nogle søde kolleger. Der er dog helt klart nogle ulemper ved ordningen, blandt andet har man ingen fordel af at være i A-kasse længere, da man ifølge de nuværende regler ikke kan arbejdsløshedsforsikres, men skal på kontanthjælp, hvis man bliver fyret, eller selv siger op uden andet arbejde. Opsparing til efterløn er der heller ikke noget af. Jeg har dog valgt at se på, hvor fordelagtigt min arbejdssituation er lige nu. Jeg er meget glad for at kunne arbejde og forsørge mig selv - med lidt hjælp fra staten, når det nu ikke kan være anderledes. Modsat førhen har jeg nu tid til at hvile, og jeg har overskud til andre ting. |
|
|
|
|
