”Nå, hvad laver du så…?”
Af Elisabeth Windmüller,

Vi kender alle det spørgsmål – et af dem, der altid kommer på bordet, når man skal lære nye mennesker at kende. Det korte svar i min situation er: ”Jeg er førtidspensionist”.
Men det er næsten aldrig det, jeg svarer, for jeg orker ikke altid forklaringer og undrende blikke, når jeg – en tilsyneladende rask – yngre kvinde fortæller, at jeg laver ”ingenting”. Jeg siger, at jeg er cand.mag. eller uddannet arkæolog, og så kan vi jo få en snak om arbejdsløse humanister, museernes dårlige økonomi eller gamle knogler.

Men inden jeg fortæller mere om at gå fra nyuddannet til førtidspensionist, må jeg lige fortælle lidt om mit helbred og min studietid, så er det måske nemmere at forstå forløbet.

Jeg har en ”gigtsygdom”
Da jeg var barn, var jeg ude for en ulykke, som har bevirket, at jeg har ret store og dybe ar på stort set hele kroppen, og det har vist sig, at meget af min muskulatur er ødelagt. Pga. de ødelagte muskler har jeg brugt mine led forkert, så jeg har slidgigt i hoften, ryggen, nakken og hænderne. Jeg har gennemgået flere operationer i hænderne pga. overbelastning af nerver og sener. Min ryg er blevet undersøgt på kryds og tværs af diverse læger, og der er ikke noget at gøre. Jeg har mange smerter hver dag, og jeg har ikke mange kræfter, så der er meget, jeg ikke kan. Heldigvis har jeg haft hjælp af to gode fysioterapeuter i mange år, så det går da til dagligt. Det er ikke nemt at forklare min situation kort, som regel siger jeg bare, at jeg har en gigtsygdom, for det kan de fleste forholde sig til.

Flere fysiske problemer
Efter at have brugt nogle år på højskole og studenterkursus blev jeg i 1996 optaget på drømmestudiet, middelalderarkæologi, på Århus Universitet. Jeg valgte at læse middelalder-arkæologi, da jeg så kunne dyrke min interesse for kunsthistorie og historie, og samtidig ville mit fremtidige job blive afvekslende med både skrivebordsarbejde og fysisk arbejde. Jeg elsker at være udenfor og var spejder i en del år – endnu en grund til at vælge arkæologien. Jeg tænkte ikke meget over, at jeg havde dårlig ryg og var blevet opereret i knæet. Jeg var aktiv og havde bl.a. haft studiejob som bartender (sjovt, men tungt!), og jeg dyrkede motion (løb, styrketræning, volley) samt fragtede mig selv omkring på cykel, alt det ”normale” unge mennesker gør.

I løbet af min studietid fik jeg dog flere og flere fysiske problemer. I starten mest med ryggen, indimellem så slemt at jeg kun kunne ligge ned. Jeg forbandt ikke rigtigt de forskellige skavanker med hinanden, og mange har jo dårlig ryg, men de sidste par år af min studietid blev det meget hårdt. Jeg klarede mig igennem med diktafon (når mine hænder var blevet opereret, og jeg ikke kunne skrive noter), sygeeksamen og stædighed. Og så fik jeg to gange bevilget ekstra SU-klip, det var der heldigvis ikke de store problemer med. Jeg prøvede også at dreje min uddannelse mere hen mod forskning og administration, da jeg godt kunne regne ud, at gravende arkæolog nok ikke var det, jeg skulle satse på. Jeg læste suppleringsfag på Syddansk Universitet i Odense, hvor jeg også havde studiejob i 3-4 år, og jeg tog et tværfag i Environmental Studies (miljøstudier), som handlede meget om lovgivning, administration osv.

Ambitioner
Min kæreste og jeg flyttede fra Århus til Middelfart midt i mit studie, da vi begge arbejdede i Odense, og jeg havde meget få timer på middelalderarkæologi. Så jeg har pendlet i 4-5 år, hvilket også tog meget hårdt på mig; min ryg kunne absolut ikke lide det. Men jeg er både ambitiøs og nok også lidt tykhovedet, så jeg ignorerede de signaler, min krop prøvede at sende mig om, at jeg skulle skrue ned for tempoet. Og selvom jeg til sidst nærmest græd ved tanken om, at jeg skulle sidde ved skrivebordet og skrive speciale, fordi det gjorde så ondt, så fortsatte jeg. Jeg var bange for at holde pause, for tænk nu, hvis jeg ikke kom i gang igen.

Jeg gik totalt ned
Da jeg endelig blev cand.mag. i middelalderarkæologi og biologisk antropologi i september 2003, følte jeg egentlig, at jeg havde det rimelig godt rent fysisk, så jeg var fuld af gåpåmod og søgte arbejde alle mulige steder i landet. Jeg havde nogle korte projektansættelser på Syddansk Universitet, og efter noget tid fik jeg ansættelse som akademisk medarbejder (et pænt ord for sekretær/studievejleder m.m.) på universitetet under en ordning, som skulle få akademikere i arbejde, dvs. ”lønnen” var den samme som dagpengesatsen. Jeg begyndte også at læse HD-enkeltfag: Projektorganisation og –ledelse, tænkte, at det kunne øge mine chancer for et rigtigt job. Igen skulle jeg pendle til Odense (universitetet ligger uden for byen, så det tager ca. en time fra Middelfart), og hver mandag aften skulle jeg så til København for at læse HD, og så skulle jeg jo lige forberede mig samt passe min fysioterapi og min træning. Det gik nogenlunde i et par måneder, så gik jeg totalt ned! Min ryg kollapsede fuldstændig. Jeg kunne ingenting og blev sygemeldt.
Det var i oktober 2004. De første par måneder skulle jeg bare bruge på at komme mig og forholde mig til, at det der med fuldtidsarbejde kunne jeg altså ikke klare.

Endelig visiteret til fleksjob
Jeg var gennem et langvarigt forløb på Rygcenter Ringe (ca. et år). Samtidig kæmpede jeg en kamp med kommunen om at blive visiteret til fleksjob, jeg ville jo stadig gerne arbejde. I starten var det svært at overbevise dem om, at det var så galt fat. De forstod simpelthen ikke, at jeg ikke kunne arbejde, når jeg nu havde taget uddannelse osv. Men nøgleordet for mig er fleksibilitet. Jeg kan ikke holde til fuldtidsarbejde hver dag plus transport.

Jeg blev endelig visiteret til fleksjob i januar 2006 efter at have været i to arbejdsprøvninger på det lokale museum, hvor jeg begge gange blev sygemeldt, selvom jeg ”kun” arbejdede 12-15 timer om ugen, og jeg, i den anden arbejdsprøvning, fik alle de hjælpemidler (hæve-sænkebord, speciel stol og speciel mus), jeg havde brug for. Samtidig blev jeg sendt rundt til alle mulige speciallæger, fordi sagsbehandleren ikke troede på, hvad min læge, min fysioterapeut og Rygcenter m.fl. fortalte om mit helbred.

Min sagsbehandler ville have, jeg skulle til undersøgelse på Arbejdsmedicinsk klinik i Vejle. Jeg fik først senere at vide, at det var, fordi hun ville have undersøgt, om jeg (også) havde psykiske problemer. Da jeg havde været til undersøgelse på Arbejdsmedicinsk klinik, og de også anbefalede fleksjob og samtidig understregede, at mine problemer udelukkende var fysiske, måtte hun jo give sig. Faktisk blev de så overbeviste på kommunen, at den gamle, forhærdede lægekonsulent, som mente, at jeg ”bare skulle i gang igen”, anbefalede førtidspension med det samme. Det sagde jeg dog nej til, jeg ville gerne prøve, om det kunne lade sig gøre at finde det rigtige fleksjob.

Det rigtige job
Og jeg fandt det rigtige job! Jeg brugte mit netværk og kom til samtale på Syddansk Universitetsbibliotek i Odense, hvor de havde brug for en akademisk medarbejder til lidt af hvert. Det var lige mig, og jeg startede i en prøveperiode i juni 2006 med 15 timer om ugen fordelt på tre dage, så jeg også havde nogle hviledage.

Den korte version af forløbet er: jeg måtte gå ned i tid efter nogle uger, og selvom jeg havde sommerferie efter den første måned, gik det helt galt, da jeg kom tilbage igen. Jeg endte med at have 8-9 timer om ugen og overbelastningssymptomer i mit nervesystem, hvilket jo var et tydeligt signal om, at det ikke var en god idé med det job. Men jeg oplevede ellers forløbet godt: Arbejdsgiver og kollegaer var søde, hjælpsomme og forstående, og jeg havde et rigtigt godt samarbejde med jobkonsulenten. Så hvis du sidder derude og overvejer et fleksjob, så vil jeg klart anbefale det! Jeg har mødt flere på min vej, som er ansat med forskellige skånehensyn, som det hedder, og der er meget, der kan lade sig gøre!

Min førtidspension
Efter den sidste sygemelding stod det klart, at jeg måtte opgive, så min (nye) sagsbehandler indstillede mig til førtidspension, og den fik jeg tilkendt fra d. 1. december 2006. Det var en lettelse ikke at skulle kæmpe næsten hver dag for at have kræfter til at gå på arbejde og en lettelse ikke at skulle stå til regnskab overfor kommunen mere og sætte sig ind i en masse forskellige regler. Men selvom jeg var forberedt, så har det alligevel været hårdt at måttet acceptere, at jeg nu er pensionist, og det er træls at skulle fortælle det til andre også familie og venner, som jo godt ved, at jeg har haft det dårligt, men nok ikke at det har været SÅ slemt. Og det er da heller ikke alle, der har været lige forstående. Faktisk har vores venner været mere støttende og forstående end mine forældre, som stadig har svært ved at acceptere, at jeg ikke kan så meget, og at der ikke er noget at gøre ved det. Heldigvis har jeg et stabilt parforhold i ryggen, og det har virkelig været altafgørende for, at jeg har holdt ud de sidste par år, og også rent praktisk har det selvfølgelig været en stor hjælp.

Både gode og dårlige ting ved at være førtidspensionist
Nu har jeg så været førtidspensionist i ca. tre måneder, i starten var jeg bange for ikke at have noget at tage mig til. Jeg har opbygget en hverdag med forskellige gøremål. Ud over at passe behandling og træning, er jeg lektiehjælper for tosprogede børn en gang om ugen, og lige for tiden har jeg et lille freelancejob, som jeg kan sidde herhjemme med. Til april skal jeg holde foredrag på et museum, og det skal også forberedes. Og nu kan jeg tillade mig at tage en ”slapper-dag”, når det hele bliver lidt for meget, derfor har jeg også energi til læse bøger, male og klappe katten. Og jeg har fået mere mentalt overskud til at være sammen med venner og familie – og ikke mindst min ”bedre halvdel”.

Men, selvfølgelig har jeg også skullet indstille mig på, at den glorværdige karriere som arkæolog og forsker ikke blev til noget, og det har taget lang tid at acceptere. Jeg har også haft det meget svært med, at jeg ikke kan bidrage så meget til samfundet, som jeg gerne ville. Og jeg har haft meget dårlig samvittighed over ikke at være en bedre kæreste og ”husmor”, men nu er jeg begyndt at tro på, at jeg godt må være her alligevel, selvom jeg ofte nyder mere, end jeg yder. Det er ikke smertefrit at nå til den erkendelse, at man ikke selv kan bestemme, hvordan ens liv forløber, men når man alligevel når dertil, giver det ro i sindet.

Liv efter pensionen
Jeg har valgt at dele min historie med jer, dels for at fortælle at der findes mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet på andre vilkår end de gængse og dels for at fortælle, at hvis det alligevel ikke lykkes, så er der også et liv efter førtidspensionen.

Jeg ved godt, at det lyder som en kliché; men man lærer faktisk meget om sig selv, når man går igennem et langvarigt forløb med op- og nedture, smerter og begrænsninger. Jeg har i hvert fald lært, at det ikke er så vigtigt at have en titel. Det er ikke ens arbejde, der gør en til den person, man er. Jeg har også lært at mærke, hvor mine grænser går både fysisk og psykisk Nu kan jeg godt sige nej til opgaver, som er for hårde, eller som jeg simpelthen ikke har lyst til. Det var svært for mig før i tiden, især fordi forskningsmiljøet handler meget om alt det, du gør ved siden af dit arbejde; skriver artikler, deltager i seminarer osv.

Nu er jeg faktisk så privilegeret, at jeg kan nøjes med at koncentrere mig om de dele af mit fag, som, jeg synes, er interessante, og at der ikke er deadlines eller administration, der først skal overstås. Heldigvis har jeg været rimelig god til at holde kontakten med flere gamle studiekammerater og kollegaer, så jeg føler, at jeg stadig er en del af det faglige netværk. Det var vigtigt for mig, især lige da jeg var blevet færdig på universitetet. Det er ikke så vigtigt længere, for nu har jeg fået overskud til at finde andre sider af mig selv frem, og det har nok været det mest positive ved at blive førtidspensionist.