Foreningsarbejde er guld værd
af Connie Jantzen, DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd
Du lærer en masse i dit foreningsarbejde. Brug det, når du søger job og uddannelse. Og det virker.
Det ugentlige møde begynder om lidt, og alle børnene er lige på trapperne. Arrangementet er planlagt for længe siden, men de sidste detaljer mangler endnu. Hvor er de sidste materialer, og hvad gør du, når din lederkollega netop SMS’er et afbud. Panik? Nej, vel. Når børnene kommer er alt alligevel klar. Arrangementet forløber næsten som planlagt, og to timer senere er opgaven løst. Børnene tager tilfredse hjem. Beriget med oplevelser og samvær.
Billedet er sikkert kendt i mange foreninger. Men prøv at skifte børnene ud med studiekammerater eller kolleger på en arbejdsplads. Så passer det faktisk stadig godt med virkeligheden mange steder. Evnen til at have overblik over en situation - både under tidspres og når uventede ting indtræffer - er en naturlig del af at være aktiv i en organisation. Og det er desuden en kompetence, som er efterspurgt mange steder.
Kom foran i køen
Så hvorfor ikke prale lidt mere af din indsats i din foreningen? Det skader helt sikkert ikke. Og hvis du viser, hvordan din rolle i foreningen faktisk styrker relevante kompetencer, kommer du et godt skridt foran i køen - det gælder ved jobansøgninger, men også hvis du står over for at skulle søge ind på et studie under kvote 2.
At foreningsarbejdets værdi ikke kun er noget, som vi selv går og forestiller os er tydeligt, hvis man spørger Kit Abel, der lever af at ansætte folk som rekrutteringschef i Mercuri Uval.
- Jeg og mange af mine kunder lægger stor vægt på, at man har erfaring ved siden af det lukkede studiemiljø, hvor alle ligner hinanden. Det er vigtigt, at ansøgeren har mødt en anden verden igennem et fritidsjob, som idrætsudøver eller gennem frivilligt arbejde.
Præcis hvilke erfaringer og kompetencer fra din foreningskarriere, der sælger bedst afhænger af situationen. Men sikkert er det, at der følger en ekstra gevinst med det foreningsarbejde, som vi i forvejen allerede får en masse ud af personligt og privat.
Kompetenceguide hjælper dig på vej
Står du overfor at skulle søge nyt job eller studieplads er der hjælp at hente i DUF’s nye kompetenceguide. Her er sat fokus på en række af de kompetencer, som man ofte får som aktiv i en forening. Det dækker f.eks.:
Der kan sættes flere andre kompetencer på listen, men det vigtige er, at meget af det man får ud af at være aktiv i en forening kan bruges - også uden for foreningen.
Det er altid en god idé at skrive fritidsaktiviteter på dit CV, men du får først det fulde udbytte, hvis du målretter beskrivelsen af dine kompetencer til det konkrete job. Kompetenceguiden giver dig idéer til hvordan det kan gøres ud fra tre trin:
Hvad har jeg lavet af foreningsarbejde
- Hvad har det givet mig af kompetencer
Hvordan bruger jeg mine kompetencer bedst - vælg det relevante ud.
Denne artikel har FNUG fundet på www.duf.dk Her kan du læse meget mere om kompetencer og foreningsarbejde. Du kan også bestille kompetenceguiden.