At være mor med mere
af Vicky N. Nielsen
At være gravid med Aske var den mest fantastiske tid i mit liv… Jeg havde ingen smerter og havde det i det hele taget rigtig godt. Forventningen om at skulle have et barn gav anledning til mange tanker. Det var spændende at tænke på, hvad der mon kom ud af det... Bekymringer har man vel også en del af? Men ikke en eneste omkring gigt...
Jeg fødte Aske ved kejsersnit en tidlig januarmorgen i 2002 - efter en LANG og SEJ fødsel. At jeg fik kejsersnit, havde intet med min gigt at gøre - jeg har haft psoriasisgigt i 20 år.
De første 3 måneder gik rigtig godt, og min gigt havde endnu ikke vist sit fæle ansigt. Jeg ammede Aske til den store guldmedalje, og han blev hurtigt stor og tung. Først da han var 3-4 måneder, begyndte gigten at murre... Åh nej... Mit største bekymring i den forbindelse var, at skulle jeg tage medicin igen, så ville Aske jo gå glip af en masse dejlig modermælk, for selv om lægen sagde, at jeg godt kunne amme alligevel, så havde og har jeg alligevel den holdning, at mit lille nye menneske i hvert fald ikke skulle fyldes med kemikalier - kun 3 måneder gammel! Måske har jeg uret, men sådan har jeg det.
Varm favn
Måske var det ris til egen r..!!! I hvert fald valgte jeg at fortsætte amningen, til han var 5-6 måneder gammel, og da han ”endelig” besluttede sig for, at nu måtte det være nok med al den mælk, kunne jeg med god samvittighed begynde at tage min medicin. Det skulle jeg nok have gjort noget før… Børn vokser sig fint store og dejligt sunde på modermælkserstatning, så det handler ikke om at måtte ”nøjes”. En dejlig varm favn tror jeg er det vigtigste.
Jeg har haft barselsorlov i 1 år. Tiden herhjemme på ”dårlige” gigtdage kunne være enormt lang, men heldigvis har jeg haft min mor i nærheden, og hun var og er altid klar til at stille op og hjælpe. Når så Eddie (Vickys mand, red.) kom hjem har han måttet tage over. Jeg har hver dag været ude at gå med barnevognen, fordi det var en af de få måder, jeg blev ”luftet” på i begyndelsen, og så er det jo en god måde at holde sig i gang på. Har jeg ikke kunnet holde til en rigtig tur, har jeg trillet ligeså stille frem og tilbage i haven, og hvem bestemmer for øvrigt hvad en ”rigtig” gåtur er?
To fluer med et smæk
Jeg har ingen hjælpemidler og har egentlig ”bare” gjort tingene, bad, bleskift osv. Jeg har nok helt ubevidst fundet den måde at gøre tingene på, som har gjort mindst ondt, og så har Aske jo også en far…! Desuden har jeg fundet ud af, at et badekar er helt igennem GENIALT. Når jeg har haft meget ondt og tanken om at skulle bade Aske har kunnet få mig til at tude, har jeg fyldt badekarret og taget Aske med i baljen... to fluer med et smæk: Rent barn og lindring af smerterne!
Jeg tror ikke "den bedste" måde at gøre tingene på findes, når man har et lille barn. Jeg tror, det er vigtigt, at man hjælpes ad med at gøre de praktiske ting omkring et barn, og at man bliver enige om hvem, der gør hvad... Jeg kan i øvrigt kun komme i tanke om en ting, som kun mor kan gøre.
Jeg har brugt rigtig megen energi på at tænke på, at jeg er ”mor med gigt”... Det lyder fælt, men det er jo en realitet, man er nødt til at forholde sig til. Først nu har jeg til dels accepteret, at der er nogle ting jeg ikke kan, og så er det jo rigtig dejligt, at Eddie kan. Jeg har tænkt meget over, om Aske mon manglede noget... ved ikke hvad... men om han mon kunne mærke og blive påvirket af, at jeg har ondt!? Nu er jeg ikke længere i tvivl om, at han får lige præcis det, han har behov for. Han er en glad og harmonisk dreng og faktisk har nogle betroet mig, at de tror, at han er sådan, FORDI jeg har gigt! Måske har de ret, hvem ved?
Gode til forskelligt
I hvert tilfælde har vi i vores lille familie lagt meget vægt på nærhed og tryghed for Aske. Vi mener, at det faktisk er sundt for ham at lære, at mor og far kan nogle forskellige ting. Far kan give flyveture, kravle rundt og lege løve på gulvet, mens mor er rigtig god til at læse bøger og synge fjollede sange. Et knus kan alle vel give... Og det må da være det vigtigste... Pyt med hvem der putter, bader, skifter, moser mad osv.
Min erfaring siger mig, at jeg ikke får mere ondt i gigten af at grine, kramme og knuse... og kan man det, skal det hele nok gå.
Så selvom det til tider er meget hårdt at være ”mor med gigt”, er det helt sikkert, at Aske ikke skal være enebarn.
